At være pårørende – når kærlighed bliver blandet sammen med ansvar

To mennesker sidder tæt på en bænk i naturen, set bagfra, med en hånd hvilende på skulderen.

Når et menneske, vi elsker, bliver alvorligt sygt eller får det psykisk svært, bevæger vores opmærksomhed sig naturligt mod den anden. Hvordan har hun det? Hvad sagde lægen? Hvorfor svarer han ikke? Er der noget, jeg burde gøre? Men når belastningen varer ved, kan noget langsomt forskyde sig. Opmærksomheden bliver ved med at være rettet udad, mens kontakten til ens eget liv bliver mindre. Man holder øje, tænker fremad og forsøger at forebygge det næste problem. Selv i rolige øjeblikke kan kroppen være på vagt.

Noget af denne belastning kan forstås som relationel stress. Det er et naturligt menneskeligt fænomen. Vi er flokdyr og tilknytningsvæsener. Vi lever gennem vores forbindelser til hinanden, og vi passer på hinanden. Når et menneske, vi holder af, er bange, sygt eller fortvivlet, påvirker det os. Opmærksomheden bevæger sig mod den anden: Er du okay? Har du brug for mig? Hvad kan jeg gøre? At blive berørt på den måde er en del af vores omsorg og tilknytning.

Netop derfor kan noget af den største magtesløshed opstå, når vi gerne vil passe på et menneske, men det, vi ønsker at beskytte vedkommende imod, ligger uden for vores rækkevidde. Vi kan ikke kontrollere sygdommens udvikling, resultatet af en scanning eller den andens psykiske tilstand. Nogle gange kan vi heller ikke få den anden til at tage imod hjælp. Noget i os vil passe på – men kan ikke. Vi kan være til stede og gøre meget, som betyder noget, samtidig med at vi ikke kan sikre, at det går godt. Det spændingsfelt kan være svært at finde ro i.

Når magtesløsheden bliver vanskelig at bære, forsøger vi måske at gøre mere. Vi undersøger, planlægger, spørger og holder øje. Har jeg gjort nok? Burde jeg ringe igen? Er der noget, jeg har overset? Alt dette kan være relevant og kærligt. Men omsorgen kan glide over i overansvar, når vi begynder at føle, at det er vores opgave at sikre, at den anden har det godt. En ubesvaret besked kan sætte tankerne i gang, og en dårlig dag hos den anden kan opleves som tegn på, at vi selv burde have gjort noget anderledes. På den måde kan kærlighed gradvist blive blandet sammen med ansvar for noget, vi ikke har kontrol over.

Her kan det være hjælpsomt at undersøge: Hvad er faktisk mit ansvar, hvad kan jeg påvirke, og hvad ligger uden for min rækkevidde? Som pårørende kan man have reelle opgaver og forpligtelser. Man kan lytte, lave mad, tage med til lægen, stille spørgsmål eller hjælpe med at finde støtte. Vi kan tage ansvar for vores handlinger og aftaler. Men vi kan ikke dermed bestemme, hvordan det hele ender. At give slip på ansvaret for det, vi ikke kan kontrollere, behøver ikke betyde, at vi giver slip på den anden.

En vigtig bevægelse kan være at finde en måde at være i kontakt uden at overtage. Jeg kan lytte til din frygt uden at skulle finde en løsning på den. Jeg kan være berørt af din smerte uden at kunne fjerne den. Jeg kan være tæt på dig og samtidig mærke mig selv. Det kan være vanskeligt, når det handler om mennesker, vi elsker. Men det kan også give mere plads i relationen. Den anden kan få lov at være et menneske, vi er sammen med, og vi kan få lov at være andet end den stærke, ansvarlige eller praktiske. Der kan igen være to mennesker i relationen.

Den, der giver omsorg, har også brug for omsorg. Vores egne behov forsvinder ikke, fordi et menneske tæt på os bliver sygt. Selvomsorg kan være søvn, mad, bevægelse, natur, venner eller tid med noget helt andet. Det kan være at bede nogen om at overtage en konkret opgave eller have et menneske, man selv kan læne sig ind i. Selvomsorg behøver ikke blive endnu noget, man skal lykkes med. Den kan begynde med at lade egne behov tælle med: Hvad har jeg brug for lige nu, og hvad er muligt? Hvis muligt må omsorgen bevæge sig begge veje – mod den anden og tilbage mod os selv.

Alligevel kan det vække skyld at vende opmærksomheden mod sit eget liv. Må jeg have det godt, når et menneske, jeg elsker, har det dårligt? Må jeg se venner, grine, holde fri eller have brug for afstand? Det kan føles som et svigt, selv når pausen er tiltrængt. Skyldfølelsen er dog ikke i sig selv et tegn på, at man gør noget forkert. Man kan elske et menneske og samtidig være udmattet. Man kan længes efter nærhed og ønske sig nogle timer uden sygdom og bekymringer. De følelser kan eksistere samtidig. At give sit eget liv plads betyder ikke, at den anden betyder mindre.

Langvarig bekymring kan også mærkes i kroppen. Telefonen ringer, og man spænder allerede op. Søvnen bliver lettere, og det bliver sværere at falde til ro eller være til stede andre steder. Derfor er det ikke altid nok at sige til sig selv, at man skal tænke mindre på situationen. Nogle gange kan en lille pause begynde med at mærke fødderne mod gulvet, lægge mærke til åndedrættet eller se sig omkring. Måske opdager man, at der lige nu ikke er noget, man skal handle på. Bekymringen kan stadig være der, samtidig med at man mærker stolen, rummet og sit eget nærvær.

Når vi står i noget, vi ikke kan kontrollere, kan spørgsmålet “Hvad skal jeg gøre?” få følgeskab af et andet: “Hvordan vil jeg være her?” Hvordan vil jeg være sammen med dette menneske, mens vi er her? Der kan stadig være praktiske ting at tage sig af. Samtidig kan der være plads til samtale, berøring, stilhed, humor eller en helt almindelig stund sammen. Magtesløsheden forsvinder måske ikke, men den behøver ikke fylde hele relationen.

Vi kan øve os i at være sammen med den anden og samtidig blive hos os selv. At lade både kærligheden og vores begrænsninger få plads. Opgaven kan være at finde en måde at passe på uden at tro, vi kan kontrollere; være berørt uden at blive opslugt; og give omsorg uden at forlade os selv.

Cand. Psych. aut. Isvar Nielsen • Tlf: +45 20 89 92 58 • Email: psykolog.isvar.nielsen@gmail.com • CVR-nr. 33451709