Mental udånding – kunsten at falde i staver
Hvornår faldt du sidst i staver? Ikke mens du kiggede på din telefon. Ikke mens du så en serie eller lyttede til en podcast. Men hvor du bare sad et øjeblik og kiggede ud ad vinduet uden egentlig at kigge på noget bestemt.
Vi lever i en tid, hvor en stor del af vores opmærksomhed er rettet mod noget. Vi læser, lytter, svarer, orienterer os, løser problemer og tager information ind. Selv når vi holder pause, tager vi ofte telefonen frem og giver opmærksomheden noget nyt at beskæftige sig med. Der er ikke nødvendigvis noget galt med det. Evnen til at fokusere er en af vores vigtigste mentale kapaciteter. Men måske har opmærksomheden også brug for den modsatte bevægelse.
Jeg tænker på denne bevægelse som en mental udånding. Når vi koncentrerer os om noget, samler vi opmærksomheden. Vi retter den mod verden, forsøger at forstå, løse, kontrollere eller reagere. Det minder på en måde om en indånding: noget samles og tages ind. Men ligesom vi ikke kan blive ved med kun at trække vejret ind, har sindet også brug for øjeblikke, hvor det slipper sit greb.
Prøv at lade blikket slippe
Du kan prøve det lige nu. Lad være med at kigge intenst på noget bestemt. Lad i stedet blikket blive lidt blødere og registrer hele synsfeltet på én gang. Det, der er foran dig, det der befinder sig ude i siderne, lys, farver og bevægelser. Du behøver ikke undersøge noget af det. Prøv at lade verden komme til dig i stedet for hele tiden at række ud efter den med opmærksomheden.
Der kan ske noget tilsvarende med hørelsen. Normalt lytter vi efter noget: en stemme, en besked, en lyd, vi skal identificere. Prøv i stedet et øjeblik ikke at lytte efter noget bestemt. Lad lydene komme og gå. Måske kan du endda fornemme stilheden mellem eller bag lydene.
Du skal ikke præstere noget. Der er ingen særlig tilstand, du skal nå frem til. Måske bliver der stille i hovedet, måske gør der ikke. Pointen er selve bevægelsen fra en målrettet til en mere modtagende opmærksomhed.
At falde i staver
At falde i staver kan være en helt spontan version af denne bevægelse. Blikket slipper sit fokus, tankerne mister for en stund deres målrettethed, og vi holder op med at skulle gøre noget med det, vi oplever. Det er næsten, som om sindet siger: Jeg vil ikke løse noget lige nu.
For mennesker, der er vant til at være meget aktive eller effektive, kan det føles mærkeligt. Vi kan hurtigt begynde at tænke: Hvorfor sidder jeg bare her? Jeg burde gøre noget. Og så afbryder vi pausen og vender tilbage til aktivitet. Men prøv indimellem at lade være. Giv dig selv lov til at sidde et par minutter og kigge ud ad vinduet. Ikke som en ny teknik, der skal udføres korrekt, men som et lille mellemrum, hvor opmærksomheden ikke behøver have et arbejde.
Det er vigtigt at skelne dette fra de situationer, hvor man på grund af stærk udmattelse, overbelastning eller dissociation oplever at forsvinde væk, miste kontakt eller have svært ved at samle sig igen. At falde i staver er ikke i sig selv behandling af sådanne tilstande. Det, jeg beskriver her, er den almindelige og bevidste mulighed for et øjeblik at slippe den målrettede opmærksomhed.
Lad kroppen gøre mindre
Efter lidt tid kan du prøve at lade opmærksomheden synke ned mod kroppen. Mærk stolen under dig. Ikke bare ved at tænke jeg sidder på en stol, men ved at registrere selve kontakten. Kan kroppen modtage støtten fra stolen? Kan ryggen læne sig lidt mere ind i ryglænet? Kan fødderne mærke gulvet?
Lad være med at prøve hårdt på at slappe af. Det bliver let endnu en opgave: Nu skal jeg også være god til at slappe af. Undersøg i stedet, om kroppen kan gøre en lille smule mindre. Måske to procent.
Nogle gange opdager man først her, hvor træt man er. Eller at skuldrene har været løftet. Eller at kæben er spændt. Måske mærker man tyngden i kroppen tydeligere. Alt dette behøver ikke ændres. Det kan bare registreres.
Den modtagende opmærksomhed handler på den måde ikke om at lukke verden ude. Nærmest tværtimod. Vi holder for en stund op med hele tiden aktivt at hente verden ind og lader den i stedet komme til os: lyset gennem vinduet, lydene omkring os, stolen under kroppen, vejrtrækningen, der allerede finder sted.
Vi har også brug for mellemrum
Måske er en af udfordringerne ved det moderne liv ikke bare, at vi har for meget at lave, men at der er blevet så få naturlige mellemrum tilbage. Før kunne man vente på bussen, sidde i et tog eller stå i en kø uden nødvendigvis at foretage sig noget. I dag kan næsten ethvert tomrum fyldes med information.
Men måske har sindet brug for nogle af de tomrum. Ikke fordi vi skal vende tilbage til en romantiseret fortid eller holde op med at bruge vores telefoner. Men fordi menneskelig opmærksomhed sandsynligvis ikke kun har brug for stimulation og fokus. Den har også brug for perioder, hvor den ikke skal nogen steder.
Så næste gang du opdager et lille mellemrum i dagen, kan du eksperimentere med ikke straks at fylde det. Kig ud ad vinduet. Lad blikket blive blødt. Lyt uden at lytte efter noget bestemt. Lad kroppen modtage støtten fra stolen. Og giv dig selv et øjeblik, hvor sindet ikke behøver at løse noget. Bare en lille mental udånding.
