Når vrede ikke bare er vrede i forældreskab

En far læser en bog sammen med sine to børn i sofaen.

– om vrede i forældreskabet

Mødre og fædre kan blive forskrækkede over deres reaktioner i konflikter med deres børn: den korte lunte, den hårde stemme eller en vrede, der fylder mere, end de ønsker. Når vi undersøger reaktionerne i terapi, handler det ofte også om overbelastning og afmagt.

Opdag konflikten i gul zone

Konflikter kan begynde med små ting: et glas, der ikke bliver ryddet op, eller en aftale, der glider. Men før udbruddet er spændingen ofte steget i kroppen. Jeg bruger en enkel model til at gøre de tidlige tegn tydeligere:

Grøn zone: Du har kontakt til dig selv og barnet. Du kan lytte, være fleksibel og sætte en grænse med varme.

Gul zone: Spændingen stiger. Stemmen bliver fastere, kroppen spænder, og tankerne bliver mere sort-hvide: “Nu må det være nok.”

Rød zone: Kroppen er i alarm. I en vred konflikt kan trangen til at få kontrol fylde så meget, at det bliver svært at lytte og bevare kontakten.

Jo tidligere du opdager dine tegn på gul zone, desto bedre mulighed har du for at ændre retning.

Når det føles nødvendigt at stå fast

Midt i konflikten kan tankerne føles helt sande: “Mit barn gør det med vilje” eller “Hvis jeg giver efter nu, mister jeg min autoritet.” Det kan gøre det svært at opdage, hvor presset du selv er. Forsøget på at få kontrol kan ende med at skabe mere afstand.

Hvad ligger under vreden?

For både fædre og mødre kan konflikter ramme følelsen af at slå til som forælder. Under vreden kan der ligge skuffelse, afmagt eller frygt for at fejle – herunder også søvnunderskud eller stress. At forstå det kan gøre det lettere at tage ansvar for sin reaktion.

At træde et skridt tilbage behøver ikke betyde, at du opgiver en grænse. Du kan holde fast i det vigtige og samtidig give dig selv tid til at finde mere ro.

Fra kontrol til kontakt

Begynd med at lægge mærke til dine egne signaler: Hvornår ændrer stemmen sig? Hvor spænder kroppen? Hvilke tanker dukker op? Den opmærksomhed kan give dig mulighed for at sænke tempoet, før konflikten vokser.

Børn reagerer også på måden, en grænse bliver sat på. En roligere stemme og mere nærvær kan gøre det lettere at bevare kontakten, selv når barnet er uenigt.

Find hinanden igen efter konflikten

Du kommer ikke til at håndtere alle konflikter, som du ønsker. Når du har reageret for voldsomt, er det vigtigt at vende tilbage og tage ansvar. Du kan for eksempel sige: “Jeg råbte ad dig. Det var ikke i orden. Det må du undskylde, jeg forstår godt det gør dig forskrækket af det.”

Arbejdet handler om at forstå dine reaktioner og øve nye måder at være i konflikten på. Når du som forældre får mere ro og flere handlemuligheder, kan der også blive mere plads til kontakt med dine børn.

Cand. Psych. aut. Isvar Nielsen • Tlf: +45 20 89 92 58 • Email: psykolog.isvar.nielsen@gmail.com • CVR-nr. 33451709