Det, du giver andre, skal du også tilbyde dig selv

Jeg møder ofte mennesker, som er virkelig gode til at tage sig af andre. Familien, børnene, partneren eller arbejdet. De mærker, hvad andre har brug for, tager ansvar og giver lidt mere af sig selv. Problemet opstår, når de selv forsvinder ud af regnestykket.

For mange er det et gammelt mønster. Måske lærte man tidligt, at kærlighed og anerkendelse kom, når man var hjælpsom, dygtig eller ikke fyldte for meget. Måske havde ens forældre så meget at kæmpe med, at man lærte at tilsidesætte sig selv for at bevare kontakten og roen. Det, der engang var en nødvendig og intelligent tilpasning, kan med tiden blive en identitet: Jeg er den, der tager mig af de andre.

Men det, du igen og igen giver andre, fortæller måske også noget om, hvad du selv har brug for. Giver du andre forståelse, så prøv at forstå dig selv. Beskytter du andre, så beskyt også dine egne grænser. Giver du andre plads, så tag selv plads. Er du hele tiden optaget af, hvordan alle andre har det, så stop indimellem og spørg: Hvordan har jeg det egentlig?

Selvomsorg handler ikke om at sætte sig selv først. Det handler om at holde op med altid at sætte sig selv sidst. Du er selv en del af det liv, du forsøger at tage vare på.

Det gælder også som forælder. Dine børn lærer ikke kun af det, du siger, men af den måde, du lever på. Hvis du fortæller dem, at de skal passe på sig selv, samtidig med at de ser dig tilsidesætte dig selv år efter år, lærer de også dét.

Så prøv at spørge dig selv: Hvis jeg behandlede mig selv med den samme omsorg, som jeg giver dem, jeg elsker, hvad ville jeg så gøre anderledes i dag?

Måske er det dér, balancen begynder.