Ofte hører jeg fra og ser hos klienter, at de giver sig selv for meget til familien fx som forældre eller til arbejdet. Og det sker på bekostning af dem selv, på en sådan måde at de over tid mister balancen i deres liv. Måske har de haft dette mønster siden de var børn, måske det opstod som en måde at håndtere livet, fordi de kun fik anerkendelse og kærlighed når de gjorde dette, eller også var det bare nødvendigt af de gav afkald på dem selv, for at forældrene kunne overleve. Prisen er at man lærer et mønster, som bliver en identitet, hvor man ikke kan se andre veje end at give.
Hvor det som systemet indirekte fortæller dig er at det du giver andre skal du give til dig selv. Det er det dit system trænger til. Ikke fra andre, men fra dig selv.
Du kan ikke være en god forældre eller rollemodel, før du indleder denne kærlige relation med dig selv. Fordi du vil indirekte lære dine børn at det er forkert at elske sig selv. Du er selv en del af livet, og hvis din relation til dig selv er sådan at du ser alle andre kommer før dig selv, så er du ukærlig overfor det som egentlig gør det muligt at tilbyde andre godt. Balancen kan kun ske når du begynde at skabe en kærlig relation til dig selv og tillader dig selv en unik plads ligesom de andre omkring dig du elsker.
